Epidemiologi

Apopleksi er en af de største folkesygdomme i Danmark. Hvert år rammes omkring 12-13.000 af en apopleksi og af disse har 25 % tidligere haft en apopleksi (Ingeman 2013). Omkring 10 % vil dø indenfor den første måned, mens 15-20 % vil dø indenfor et år (Dansk selskab for apopleksi 2013). Hos omkring halvdelen af patienterne er apopleksien årsagen til, at de dør, mens resten dør af andre årsager; oftest lunge- eller hjertesygdomme (Vernino et al 2003).

Hvem får apopleksi?

• Der er lige mange mænd og kvinder
• Gennemsnitsalderen er 72 år og risikoen stiger med alderen. 95 % af patienterne er 45-98 år.
• Der er en høj forekomst af hjertesygdomme: 23 % har atrieflimmer og 57 % har forhøjet blodtryk (Ingeman 2013; Liljehult et al. 2020)

Risikofaktorer

• Høj alder, risikoen stiger med alderen
• Hypertension, er en vigtig risikofaktor for både iskæmiske og hæmorrhagiske apopleksi
• Diabetes, fordobler risikoen for iskæmisk apopleksi
• Hjertesygdomme, en hyppig årsag til apopleksi er atrieflimmer. Også andre hjertesygdomme, som fx. myocardiopati, arytmi og hjerteklapsygdomme er risikofaktorer
• Dyslipidæmi, for meget kolesterol og triglycerid i blodet øger risikoen for blodpropper
• Rygning, øger risikoen for blodprop med 50 % og fordobler risikoen for blødning
• Alkoholoverforbrug, mere end henholdsvis 7 og 14 genstande for kvinder og mænd om ugen
• Familiær disponering, altså hvis andre i familien har haft blodpropper i hjernen eller hjertet
• Tidligere apopleksi eller TCI
• Forsnævring af halspulsårene
• Overvægt og nedsat fysisk aktivitet (Boysen & Voldby 2004; Bejot & Giroud 2008; O’Donnell et al 2010)

Prognose

For en stor del af patienterne er der betydelige følger af at få en apopleksi, fx dødsfald, nedsat funktionsniveau, rest symptomer og forskellige følgesygdomme. Dertil er der en væsentlig risiko for at få en ny apopleksi – særligt i tiden umiddelbart efter, men også på længere sigt.

Risikoen for at dø efter en apopleksi er størst i den første del af forløbet. Indenfor de første 30 dage efter apopleksien dør 9-11% af patienter, mens det indenfor det første år er 15-20%. Sværhedsgraden af apopleksien – altså hvor hårdt patienten er ramt – er blandt de vigtigste faktorer, sammen med høj alder, komorbiditeter og afvigelser i vitalværdier ved indlæggelsen.

De fleste patienter med apopleksi vil efterfølgende have restsymptomer i varierende grad – svingende fra mindre vanskeligheder, der er irriterende i hverdagen, til svær invalidering. Sværhedsgraden er også her den meste betydelige faktor for graden af restsymptomer.
Omkring en fjerdedel af patienterne er svært plejekrævende ved udskrivelsen, men en del genvinder noget af deres tidligere funktion efter rehabilitering i kommunen. På længere sigt bliver 10-20% af patienterne svært invaliderede og det anslås at omkring 40.000 personer lever med funktionsnedsættelse efter en apopleksi. (Dansk selskab for apopleksi 2013; Liljehult et al. 2020)
Ved udskrivelsen er omkring 40% helt selvhjulpen og på længere vil omkring halvdelen blive det. Det er dog ikke det samme som at deres hverdag er uden problemer: et opfølgningsstudie (Fens et al 2013) fandt fx at omkring 40% af patienter med TCI eller minor stroke oplevede kognitive problemer ved opfølgning tre måneder efter indlæggelsen.
En vigtig følgevirkning af apopleksi er post-stroke epilepsi – altså epileptiske kramper forårsaget af den skade der er sket i hjernen – hvilket rammer mellem 2-20% af patienterne. Dette ses hyppigst hos patienter der er yngre (<65 år), ved større læsioner der involvere kortex, og særligt efter intracerebrale eller subarachoidale blødninger (Feyissa et al. 2019).

Risikoen for at få en ny apopleksi er betydeligt forhøjet efter første apopleksi. Omkring hver fjerde patient der indlægges med apopleksi, har tidligere haft apopleksi. Indenfor det første år vil omkring 10-12% af patienterne få en ny apopleksi, hvorefter risikoen falder til 5-6% per år. Patienter der få gentagende apopleksier har øget risiko for funktionsnedsættelse, for at komme på plejehjem og for at dø (Olsen 2009; Hankey et al. 2002).