Neurologi
For sundhedsprofessionelle

En overordnet forståelse for de sygdomme der kan ramme hjernen og nervesystemet er nødvendig for at kunne observere og analyser hvilke sygeplejeproblemer patienterne har når de rammes af disse sygdomme.

I dette afsnit vil jeg give en overordnet gennemgang af de mest betydningsfulde sygdomskategorier, der findes inden for det neurologiske speciale, og hvilke sygdomme vi oftest vil se inden for hver af kategorierne. Formålet er mest at give et overblik over specialet og hvilke sygdomme vi oftest ser, og det er derfor ikke en udtømmende liste over neurologiske sygdomme.

Hjernens karsygdomme

Neurologiske karsygdomme omfatter både blodpropper i hjernen og blødninger inden i eller uden på hjernen. Den største gruppe er patienter med apopleksi, som både omfatter arterielle blodpropper (infactus cerebri) og blødninger inden i hjernen (intracerebral hæmorrhagi). Hvis en blodprop er forbigående (symptomerne forsvinder indenfor 24 timer) kaldes det transitorisk cerebral iskæmi (TCI)
Udover blødninger inde i hjernen kan der opstå blødninger mellem hjernehinderne uden på hjernen, fx ved hovedtraumer eller fra udposninger (aneurismer) på arterierne på hjernens yderside. Blødninger ud i cerebrospinalvæsken, der ligger rundet om hjernen og rygmarven, kaldes for subarachnoidal blødninger (SAH), fordi de ligger mellem arachnoidea mater og hjernen. Subarachnoidal blødninger vil oftest være enten traumatiske eller aneurismeblødninger.
Venøse blodpropper i venesystemet uden på hjernen kaldes for sinus trombose.
Diffuse skader på hjernen kan også ses ved længerevarende iltmangel (hypoxi), fx ved hjertestop, længerevarende epileptiske anfald eller drukneulykker.

Traumer af hoved og ryg

Traumer af hovedet kan resultere i blødninger inden i eller uden på hjernen på grund af overrivning af blodkar, samt diffuse påvirkninger eller skader på hjernen - enten på grund af overrivning af nervebaner eller forbigående ændringer i nervecellernes funktion.
Udover traumatiske subarachnoidale blødninger i det væskefyldte hulrum udenpå hjernen, kan der opstå blødninger mellem hinderne dura mater og arachnoidea mater, (subdural blødning/SDH), og blødning mellem kranieknoglen og dural mater (epidural blødning/EDH). Derudover kan der kommer småblødninger på hjernens overflade eller dybere i vævet, som kaldes kontusionsblødninger.
De diffuse skader ved hovedtraumer opdeles efter sværhedsgraden, hvor de lette, forbigående skader kaldes hjernerystelse (commotio cerebri) og de svære med mere vedvarende symptomer kaldes diffus axoneal skade.
Traumer mod rygsøjlen kan medføre skader på både rygmarven og nerverødder, som giver neurologiske udfald som lammelser og føleforstyrrelser.

Hovedpine

Hovedpine kan være et symptom ved mange neurologiske sygdomme, men der er en gruppe af sygdomme hvor hovedpine er det primære symptom. De mest almindelige hovedpine sygdomme er spændingshovedpine, migræne og Hortons hovedpine. Ved disse sygdomme vil hovedpinen være tilbagevendende og ofte komme i anfald, og særligt ved migræne kan der samtidigt være andre symptomer som synsforstyrrelser og føleforstyrrelser.

Epilepsi

Epilepsi skyldes episodisk, hypersynkroniseret overaktivitet i hjernens neuroner, som giver anfald af fx kramper, bevidsthedstab eller adfærdsændring.
Anfaldene opdeles efter om de omfatter hele hjernen (generaliserede anfald) eller et afgrænset område af hjernen (fokale anfald), og om der er kramper (konvulsioner), bevidsthedstab eller adfærdsændringer (komplekse anfald). Ved et klassisk epileptisk anfald (Generaliseret tonisk-klonisk anfald/GTK) fået patienten pludseligt bevidsthedstab efterfulgt af symmetriske trækninger i hele kroppen. Men de fleste patienter med epilepsi oplever også andre typer for anfald.
Status epilepticus er en tilstand med vedvarende anfald, som kan være enten konvulsiv eller non-konvulsiv (med eller uden kramper). Begge typer er alvorlige og behandlingskrævende, men særligt konvulsiv status epilepticus er en akut kritisk tilstand, som kan være dødelig, hvis den ikke behandles øjeblikkeligt.
Ud over ved epilepsi kan krampeanfald ses i forbindelse med en række andre neurologiske sygdomme, hvor der opstår irritation af vævet, fx apopleksi, sinus trombose eller traumer. Disse sygdomme vil på sigt udvikle sig til epilepsi med gentagende krampeanfald fordi der dannes arvæv (kaldes ofte strukturel epilepsi).

Hjernetumorer

Hjernetumorer omfatter både primære maligne eller benigne tumorer i hjernen eller hjernehinderne, samt metastaser fra cancersygdomme andre steder i kroppen. De hyppigste primære tumorer i hjernen er gliomer, som udgår fra hjernens gliaceller. De inddeles fra Grad 1 til 4 efter hvor maligne de er – hvor Grad 4 er de meste aggressive.
De benigne tomurer udgår ofte fra hjernens hinder og kaldes derfor for meningeomer. Patologisk betegnes de som godartede, fordi de ikke vokser ind i de omkringliggende væv. Men fordi der er begrænset plads inde i kraniet kan de vokse til en størrelse, hvor de begynder at trykke ind på hjernen eller rygmarven og på den måde lave skader på nervesystemet.

Demyeliniserende sygdomme

Ved demyeliniserende sygdomme bliver myelinskederne omkring nervecellerne i centralnervesystemet ødelagt.
Den hyppigste demyeliniserende sygdom er multipel sklerose, som er en autoimmunsygdom, hvor kroppens eget immunsystem angriber myelincellerne. Multipel sklerose er en kronisk sygdom, som hos de fleste patienter vil medføre tiltagende funktionstab, enten gradvist eller trinvist. En del patienter har gavn af immunregulerende behandling, som kan forebygge anfald og derved udsætte funktionstab.

Demens og neuro-degenerative sygdomme

Neuro-degenerative sygdomme er sygdomme med gradvis (eller trinvis) ødelæggelse af hjernens væv og funktion.
Demens er et syndrom med tiltagende reduktion af intellektuelle og kognitive funktioner hos ellers kognitivt velfungerende patienter, der kan skyldes forskellige neuro-degenerative sygdomme. De mest almindelige demenssygdomme er Alzheimers sygdom, vaskulær demens, fronto-temporal demens og Lewy body demens. Andre neurologiske sygdomme, fx Parkinson, vil sent i sygdomsforløbet også kunne medføre demens.

Bevægeforstyrrelser

Bevægeforstyrrelser er sygdomme, hvor patienternes primære symptomer er problemer med at aktivere eller styre deres bevægelser. Symptomerne kan fx være nedsat bevægelighed (hypokinesi), rigiditet, tremor eller ufrivillige bevægelser.
Den hyppigste bevægeforstyrrelse er Parkinson, hvor patienterne får tiltagende langsomme, stive bevægelser, rigiditet, hvile tremor og ændret kropsholdning.

Infektioner

Neuroinfektioner omfatter infektionssygdomme i nervesystemet, som både kan være bakterielle, virale og i sjældne tilfælde svampe eller parasitter.
Bakteriel meningitis er en akut infektion af hjernehinderne (meninges), som oftest ses hos børn og unge. Det er en akut kritisk sygdom, med stor dødelighed og risiko for svære hjerneskader. Intrakranielle abcesser forekommer sjældent og oftest ved at der er skabt en indgangsport for bakterier, fx ved kirurgiske indgreb eller kranietraumer. Borrelia infektioner efter flåtbid kan i nogle tilfælde sprede sig til nerver og centralnervesystemet.
Viral meningitis er relativt almindeligt ved virus infektioner, men er oftest ufarligt. Andre virussygdomme kan derimod, hos udsatte patienter, give alvorlige infektioner i hjernen og rygmarven, fx herpes, varicella og enterovirus.

Neuropatier

Neuropatier er sygdomme eller skader på de perifere nerver. Hvis en enkelt nerve er skadet kaldes det mononeuropati - det kan fx ses hvis der opstår skader eller tryk på en nerve i forbindelse med et traume. Hvis flere nerver at beskadiget kaldes det polyneuropati - hvilket ses ofte hos patienter med dårligt reguleret diabetes eller kronisk alkoholoverforbrug, men kan også ses ved forskellige forgiftninger med nogle typer medicin eller kemikalier som bly, arsenic og organiske opløsningsmidler.
Neuropatier kan også opstå ved akutte autoimmune tilstande, hvor Guillain-Barre syndrom (GBS; betegnes nogle gang Akut inflammatorisk demyeliniserende polyneuropati/AIDP) er den hyppigste. GBS opstår som regel efter bakterieinfektioner, fx med Campylobakter, som efterfølgende får immunforsvaret til at reagerer på bestemte af kroppens egne celler så der opstår inflammation i myelincellerne i de perifere nerver.